Bücher von Jeppe Aakjær

"Vredens børn", der udkom i 1904, bliver almindeligvis betegnet som Jeppe Aakjærs bedste roman. Hovedpersonen er fattighusdrengen Per, der bliver sendt ud at tjene allerede som 11-årig. Hans nye husbond kan ikke få nok ud af drengen, der helst skal slide som en voksen. Maden er god, men ellers er der ikke meget ved den plads. Lønnen er mere end ussel, arbejdsdagen begynder kl. 4 og fortsætter til sent om aftenen, og sengen må han dele med en karl ude i karlekammeret, der ligger i hestestalden. Her bliver han for øvrigt smittet med fnat. Vi følger Per i nogle år, indtil han som voksen træffer en temmelig drastisk beslutning. Romanen skabte ved sin fremkomst en enorm debat og flere hundrede avisartikler. Et af resultaterne blev endda, at rigsdagen nedsatte en tyendekommission, der skulle se på den gamle og forældede tyendelov fra 1854.

Jeppe Aakjær kendte og elskede den Jyske Hede. I et digt kalder han den for sin barndoms eventyr. Men det var et eventyr, som var i stærk tilbagegang allerede ved bogens første udgivelse i 1915. Aakjær havde selv oplevet, hvordan store dele af den var blevet opdyrket eller tilplantet. Bogen giver nogle pragtfulde skildringer af de forsvundne naturværdier, men også den forsvundne historie bliver rullet frem for vort blik. Således starter den med en flot beskrivelse af, hvorledes Viborg blev påvirket af bønderne fra de omliggende hedesogne. Vi hører om den enorme kalkbrydning i Daugbjerg, og vi hører om diverse tatere og andre specielle eksistenser, som ikke alle er kendt for det gode. Det gælder bl.a. Bittefanden, som i 1844 blev idømt livsvarigt slavearbejde. Endelig kommer Aakjær selvfølgelig også ind på selve hedens opdyrkning, hvor historien går tilbage til 1700-tallets begyndelse.

"Bondens søn", der udkom i 1899, er Jeppe Aakjærs første roman, og der er slet ingen tvivl om, at det på mange måder er en selvbiografisk skildring. Jens, der er bogens hovedperson, har således utallige lighedspunkter med forfatteren. På samme måde er det med forældrene og den gamle bedstefar. Sidstnævnte, der bestemt ikke er en sympatisk mand, får i øvrigt en særdeles fyldig omtale. Bogen er også et opgør med Indre Mission, hvor en usympatisk missionær forsøger at lægge sin klamme hånd på det lille samfund. For jens bliver de religiøse overvejelser endda så alvorlige, at han må have hjælp til at vriste sig løs. Senere er Jens på vej til også at bryde ud af sit sociale miljø, da han forelsker sig i en overklassepige, men ...

"Drengeår og knøsekår" er en fortsættelse af de erindringer, som Jeppe Aakjær begyndte i bogen "Fra min bitte-tid". Den begynder i 1879, da han kun havde et års tid tilbage i skolen og slutter med et højskoleophold på Askov i 1887, som bestemt ikke får en rosende omtale. Blandt bogens hovedpunkter er et ophold på Blaagaard Seminarium 1884-86, hvor han tog en præliminæreksamen, som kostede faderen 1500 kr. Beretningen indeholder mange gode detaljer om datidens københavnerliv, for Aakjær var en interesseret ung mand, der opsøgte begivenhederne. I den forbindelse er der f.eks. fine beskrivelser af Georg Brandes, og hvis vi går i en hel anden retning, får han selv et gevaldigt nakkedrag under en politisk demonstration i 1885. Endnu fyldigere er dog omtalen af Estrups forsøg på at knægte ytringsfriheden ved at fængsle politiske modstandere. Her blev Aakjær således varetægtsfængslet 17 dage under kummerlige forhold i Viborg i 1887, anklaget for at have afholdt et revolutionært foredrag. Og så var forklaringen endda, at foredraget kun havde omhandlet Den franske Revolution i 1789.

"Fra min bitte tid" er Jeppe Aakjærs barndomserindringer, der i detaljer beskriver dagliglivet i 1870erne i en ganske almindelig bondefamilie. Helt konkret foregår det i en landsby syd for Skive, men forholdene var de samme i resten af Danmark. Vi møder børnene, moderen, faderen, tjenestefolkene og aftægtsmanden, den gamle, sure Jeppe. Både de daglige, men også de mere specielle arbejdsopgaver i en af datidens stort set selvforsynende bondefamilier ruller frem som perler på en snor. Desuden er der levende beskrivelser af bygningernes indretning, børneopdragelse, skolegang m.m. Det er kulturhistorie, når det er bedst!

Jeppe Aakjær skrev romanen "Arbejdets glæde" i 1914. Hovedpersonen er drengen Visti, der vokser op hos sin far, enkemanden Niels Peter. Visti kaster sig gerne ud i vovelige foretagender, medens faderen, der har en lille gård, hører til den forsigtige type, og så forhindrer dårlig økonomi ham i øvrigt også i at lave selv det mindste krumspring. Som ung kommer Visti til at tjene hos en velhavende storbonde, der styrer både gården og sognet med hård hånd. Egentlig er han vel et godt menneske, men forstår ikke tiden og ødelægger derfor meget for sig selv. Visti, der forsøger at følge med i tidens fremskridt, bliver gift med datteren og overtager også gården samt det meste af svigerfaderens formue. Nu bliver der lavet de forandringer, som samfundsagitatoren Jeppe Aakjær så som tidens løsninger.

"Vadmelsfolk" består af 16 noveller. De fleste af dem var med i den første udgave, der udkom i 1900, medens resten blev skrevet i de følgende år. Jeppe Aakjær betegner selv ved bogens fremkomst de sæder og skikke, vi møder i novellerne, som stadig eksisterende. Grisen, der slagtes til jul, ligger vel endda ikke så langt fra vor egen tid. Egentlig kan vi vel også sagtens forstå det lidt vovelige i at anskaffe sig en olielampe i 1880 erne. Men kan det virkelig passe, at der var en i Grundtvigs samtid, som ikke kendte denne mands erhverv. Ville det ikke svare til, at nogle i dag kunne være i tvivl om Michael Laudrups beskæftigelse? Jo, men dengang havde folk ikke fjernsyn og kunne holde forskellige blade. Derfor var der ikke så mange kopier, men mange flere originaler, og derfor skal Aakjær såmænd nok have ret i sine anførte betragtninger.