Bücher von Per Ullidtz

I krypten under Sankt Knuds kirke i Odense hviler de jordiske rester af Knud den Hellige og hans bror Benedikt.I en montre ligger et purpurfarvet silketæppe med ørnemotiver, og som forklaring står der:Ørnetæppet."Den danske kong Knud II blev under et bondeoprør 1086 myrdet i Skt. Albans kirke i Odense. År 1100 blev han helgenkåret og hans jordiske rester overført til et fornemt skrin og gravlagt i den nye stenkirke, der senere kaldtes Skt. Knud. Da man i 1888 åbnede graven, kunne man konstatere, at den havde været udsat for gravrøveri. Blandt de få bevarede ting var Ørnetæppet. Det var sandsynligvis fremstillet i Syditalien, hvorfra det må være sendt af Knuds enke, der blev gift med Kong Roger af Apulien.”Hvordan i alverden havnede Knud’s enke i Apulien, Italiens støvlehæl, mere end 2000 km fra Danmark? For over 900 år siden? Fortællingen om dronning Edel og hendes store familie er også en fortælling om hvordan det tidlige Europa, hærget af interne og eksterne røverbander og næsten uden skriftlige kilder, blev dækket af kirker og klostre med flittigt skrivende klerke, det hele set i et nordisk perspektiv.

Valdemars tilnavn falder os helt naturligt, han skabte jo atter dag for det danske rige. Men det beror på en misforståelse af hans plattyske yndlingsudtryk "ter tage", sikke tider, hvad det så sandelig også var. Af sine fjender blev han kaldt "den Onde". Valdemar var et sandt barn af det internationale ridderskab, og færdedes hjemmevant i Europa, hos kejseren og hos paven, og endog i Jerusalem. Som ridderskabet var kirken også international, men den var svækket af pavens babyloniske fangenskab, og nationalismen voksede, ikke kun i Norden, hvor de svenske stormænd, inspireret af Den hellige Birgitte, var harmdirrende over tabet af Skåne, men i Frankrig, hvor det var utåleligt at den Sorte Prins forvaltede store len, i England gik hoffet under Hundredårskrigen over til at tale engelsk, istedet for fransk, og i Italien priste Petrarca Romerrigets storhed og drømte om Italiens genfødsel som Verdens hersker. Det græske had til "latinere" voksede sig større end frygten for tyrkerne.Befolkningstallet i Europa fortsatte med at falde, som følge af kulde, pestepidemier og krige, og borgere og bønder forsøgte den ene opstand efter den anden, men byerne i Nordfrankrig, Flandern og Norditalien, som havde dannet frie, semi-demokratiske, kommuner allerede fra 1000-tallet, mistede i stigende grad deres selvstændighed og kom under fyrsteligt styre, for de italienske bystater takket være Visconti, della Scala, Conzaga med flere, hjulpet at condottiere som John Hawkwood. Men der var også en modsat rettet tendens. Det ridderlige kavaleri blev gentagne gange slået af infanterister: flamske håndværkere ved Courtrai, engelske langbueskytter ved Crézy og Poitiers og schweiziske borgere og bjergbønder ved Morgarten og Laupen. Det gav menigmand en styrke der førte til et Underhus i det engelske parlament og til selvstændige borger-bonde republikker.Bogen er en fortsættelse af:"Dronning Edels familie", der sluttede med slaget ved Fodevig i 1134,"Absalons Europa" om Valdemarerne, til 1241, og"Opløsningstid – Kulde, Sult og Pest", om den katastrofale klimaforringelse 1250 – 1350.

Det var et skrækkeligt århundrede der fulgte den lune højmiddelalders økonomiske og kulturelle opblomstring, den der havde bragt Europa fra vikingetogter til gotiske katedraler (se "Dronning Edels Familie" og "Absalons Europa"). Det blev koldere. I de hundrede år fra 1250 til 1350 voksede Aletsch gletsjeren i Alperne med 3 km. Dyrkningssæsonen blev kortere, marginale jorder, højt mod nord eller i bjergområder, måtte opgives. Landbrugsproduktionen faldt og førte til gældskriser for konger og paver, til nye skatter, afgifter, aflad og bankkrak. I 1315 - 1317 druknede Nordeuropa i regn, høsten slog fejl flere år i træk, og det endte i en sultkatastrofe. Tyve år senere slog Den sorte Død bunden ud af samfundet. Omkring halvdelen af Europas befolkning døde af sult eller af pest.Kronen faldt af de danskes hoved, men også af de tyske kejseres. Pavernes sejr over kejserne gav ikke den forventede gevinst, paverne måtte selv rykke i det "babyloniske fangenskab" i Avignon. Forsøg på at forlige kristendommens interne skisma, strandede på viljefaste, menige grækere. Det hellige Land gik tabt for altid, og tempelherrerne mødte deres endeligt på kætterbålet. England og Frankrig tog hul på en krig, der skulle vare i mere end hundrede år, og som lagde grunden til et evigt fjendskab. Men det førte ikke til en ny "sort middelalder" for Europa, Giotto malede i en ny stil, Dante skrev på toskansk, borgere fra flamske byer sejrede over blomsten af den franske adel, og schweiziske bjergbønder smed de tyske fyrster ud.

Har man lidt interesse for renaissancen, er det svært at komme uden om de 4 Valois-hertuger af Bourgogne. Middelalderen havde skabt flere samlinger af rige byrepublikker, med tilløb til demokrati, med de største og rigeste koncentreret i Nederlandene og i Norditalien. Under renaissancen mistede borgerne deres frihed, og kom under kontrol af fyrster, der brugte lidt af den opsparede rigdom som kunstmæcener, omend det meste gik til krig og nedkæmpelse af almuen. Det skete først i Bourgogne, hvor kunsten blomstrede under hertugernes beskyttelse, og bredte sig senere til Norditalien, som siden har forsøgt at tage patent på renaissancen. Johan den Gode af Frankrig gjorde sin søn Filip den Dristige til hertug af Bourgogne, som tak for at Filip havde kæmpet tappert ved Johans side under slaget ved Poitiers. Vigtigere var det imidlertid at Filip blev gift med den tidligere hertugs enke, Margrete af Flandern, og dermed kom i besiddelse af et af Europas rigeste områder. Det blev starten på hvad der, næsten, blev til et nyt rige i hjertet af Europa, og skete omtrent samtidig med at Margrete I skabte et storrige i Norden. Filips søn, Johan den Frygtløse, startede sin karriere som tyrkisk krigsfange, efter det mislykkede korstog til Nicopolis. Under den sindsyge Karl VI forsøgte han at tage magten i Frankrig, men blev myrdet af kronprinsens folk. Det førte til en alliance mellem Johans søn, Filip den Gode, og den engelske konge Henrik V, svoger til Erik af Pommern. Udover prægtige fester og ridderskab, var Filip mest optaget af at udvide sine territorier i de rige Nederlande. Selv om han solgte Jeanne d’Arc til englænderne, var han dog fransk ridder i sit hjerte, på et tidspunkt hvor ridderskab og middelalder lakkede mod enden. Hans svoger, Henrik Søfareren, var derimod, med sin helt videnskabelige udforskning af den Afrikanske kyst, en forløber for moderne tid. Imens sluttede Hundredårskrigen, Konstantinopel faldt til tyrkerne (grækerne så hellere en turban end en tiara på alteret i Hagia Sophia), og Gutenberg fik udviklet en metode til trykning af bøger. Den sidste af Valois-hertugerne, Karl den (Dum)Dristige, satte det hele over styr. Han forsøgte at få kejseren til at ophøje Bourgogne til et kongerige, og Christian I gjorde sit bedste for at mægle mellem kejser og hertug, men Karls halsstarrige sind bragte ham i krig med de foragtede schweiziske borgere og bønder, disse drukkenbolte, som slog ham læsterligt ved Grandson og Morat, og tog livet af ham ved Nancy.

Hobbes argumenterede rationelt for enevælde: en frivillig kontrakt mellem suveræn og undersåtter skulle sikre det vigtigste af alt, den interne fred. Sådan var det gået til i Danmark, påstod Frederik III, medens Solkongen havde sin magt fra Gud. Begge var dog absolutte herskere, selv når det gjaldt folkets tro. Spinoza hævdede omvendt at det skulle være tilladt for enhver, både at mene, hvad han ville, og at sige, hvad han mente. Statens mål er ikke at holde mennesker i frygt, men at befri dem for frygt. Intet individ kan opgive sin ret til selv at drage omsorg for sin sjæls frelse, ifølge Locke, og Bayle mente at selv ateister kunne have samvittighed og moral. Den slags tanker om individuel frihed bredte sig, langsomt, og Newton og Rømer forskød endegyldigt jorden fra altets centrum. Heksebrændinger ophørte, men tortur og radbrækning fortsatte, under og efter barokkens højkultur. Det danske kongehus' drøm om Bremen og Verden, og det svenske 'stormaktsväldet', kostede det danske rige dets bedste provinser (ifølge Molesworth), til gengæld blev tyrkerne standset ved Wiens porte. Tilbagekaldelsen af Ediktet fra Nantes jog endnu flere huguenotter ud af Frankrig, mens the Glorious Revolution satte en endelig stopper for stuarternes enevoldsdrømme.

At påstå at jorden bevæger sig, og ikke er verdens centrum, var tåbeligt, filosofisk absurd og kættersk - mente inkvisitionens eksperter. Goethe mente, at ingen opdagelse har haft en større indflydelse på menneskets forestillinger end Kopernikus', og skrev: "Hvad skete der med Paradis? ... med troen på vore sanser? med den poetisk-religiøse tros sandhed?" efterhånden som flere og flere modtog tvivlens gave, forvandledes verden. Tvivl avler tolerance, men tolerancen lod vente på sig, og imens intensiveredes hekseforfølgelserne, og modreformationen søgte, med jesuitterne i spidsen, at tilbageerobre hvad der var tabt til protestanterne. Frankrig tæller 8 religionskrige, fra 1562 til 1598, og de protestantiske nederlændere kæmpede i 80 år før de vandt uafhængighed af det katolske Spanien. Kejserrigets befolkning blev reduceret med en tredjedel under Trediveårskrigen. Trediveårskrigen blev starten på det svenske 'stormaktsväldet', og på den deraf følgende danske deroute, landet kom sig aldrig over det katastrofale nederlag til den svensk-hollandske flåde, den 13de oktober 1644, og Danmark var et af de få europæiske lande der ingen del havde i den Westfalske fred.

Karl herskede over det første rige, hvor solen aldrig gik ned, og hans svoger Christian over Norden, fra Grønland til Finland. Karl huskes mest for sine krige, mod franskmænd, protestanter og muslimer, Christian for det besynderlige blodbad i Stockholm, hvor hans bedste svenske venner blev henrettet som de første. Begge fyrster blev ramt af reformationen, som ødelagde kejserens (og pavens) drøm om at lade nationerne forsvinde, og som fik Christian til at konvertere, frem og tilbage. Karls ærkefjende, Frans I, bragte renæssancen til Frankrig, og allierede sig med tyrkere og tyske protestanter, mens Gustav Vasa allierede sig med svenske bønder og med Christians farbror, Frederik I, der først forjog den af Gud udvalgte konge, og derefter satte ham i fængsel. Spanske eventyrere erobrede riger i den nye verden, på Karls vegne, mens hans tyske tropper tog sig af 'il saco di Roma'. Det lykkedes ikke for Karl at give kejsertitlen videre til sin søn, og Christians døtre genvandt aldrig Norden.

Kong Hans' regeringstid var så begivenhedsrig, at det kun kan blive til nogle stikord: Unionskonge, Sten Sture, gode indfødte mænd, Ditmarsken, landsknægte, Poul Laxmand, hertugdømmerne, Firenze, Cosimo de' Medici, Lorenzo il Magnifico, Pazzi sammensværgelsen, Portinari, renæssance, trykte bøger, humanister, fyrster, slaveri, tortur, Botticelli, Leonardo da Vinci, Michelangelo, Savonarola, Guicciardini, Milano, Ludovico Sforza (il Moro), Venedig, osmanner, Kirkestaten, Napoli, Alonso Borgia (Calixtus III), Rodrigo Borgia (Alexander VI), Cesare, Lucrezia, jubelår, Francesco della Rovere (Sixtus IV), Giuliano della Rovere (Julius II, il papa terribile), de italienske krige, syfilis, Karl VIII, Ludvig XII, Maximilian I, de katolske konger Isabella og Ferdinand, reconquistaen, den spanske inkvisition, conversos, autodafé, Behaims globus, opdagelsesrejser, Columbus, den nye verden, 'indianere', Amerigo Vespucci, Indien, krydderier, prester Jon, Malindi, Mekka, mamelukker, Calicut, skørbug, karaveller, kanoner, Vasco da Gama, Albuquerque, terra do bacalhao, John Cabot, nordboer, Machiavellis 'Fyrsten', Erasmus af Rotterdams 'Dårskabens pris' og Thomas Mores 'Utopia'.

Mention the conquest of England, and the answer is 1066 and William the Conqueror, but fifty years earlier, England was conquered by Cnut the Dane. It came as no surprise. His father, the Danish King Sven Forkbeard, had done the same thing in 1013, but when he died shortly afterwards the country reverted to King Aethelred Unred.But the story goes back much further than that. The populations around the shores of the North Sea are surprisingly homogeneous genetically, and have been so since the Neolithic era. Exchanges of goods, culture, and wives across the North Sea have been going on for millennia, and the oldest Anglo-Saxon poems, like Beowulf, tell of Danish kings in a glorious past.Relations were not always peaceful, and at the end of the eighth century they developed into a religious war. When Christian missionaries destroyed heathen idols and temples, the pagan Vikings responded by pillaging churches and monasteries and trampling on holy relics. It took several hundred years before the last pagans were converted, and in the meantime they had settled on the shores of England and France, in Danelaw and Normandy.Cnut believed that he had a claim on the English throne through his forefathers in the Danelaw and through Edward the Elder, but his North Sea Empire inaugurated the most prosperous and peaceful decades of medieval English history. It crumbled quickly upon his dead, and gave way to a superior Continental culture, but it still has some appeal today, with its simplicity and naivety.