Bücher von Steen Johansen

Det var en ganske almindelig dagbog, jeg gav mig i kast med. Intet bemærkelsesværdigt eller nyt under solen i det. De familiemedlemmer og venner, jeg var i kontakt med, og som kendte til mit ophold og projekt, kunne umiddelbart have en interesse i mit kortvarige liv i det romerske, mente jeg, og derfor skrev jeg dagbogen og mailede den hjem i 4 dele i løbet af mit ophold. Reaktionen på mine dagbogsoptegnelser var overraskende på den måde, at både familie og venner, der modtog dem, meldte tilbage, at de fandt det yderst interessant at få oplevelser fra og om Rom på denne måde, dvs. at udforske og opleve en by som Rom "På sporet af ...". I første række kom jeg til alle de steder, man skal besøge og se, for der havde billedhuggeren Jerichau og malerinden Elisabeth Jerichau også været, men samtidig blev jeg ført til andre og meget interessante steder, hvor jeg som normal og almindelig turist ikke ville være kommet. Derved er mit ophold blevet væsentligt meget rigere og mere interessant. Og jeg har fået et langt mere intimt kendskab til Rom både i et fortidigt, men også i et nutidigt perspektiv.

Navnet Jerichau har været mig bekendt siden min tid på Københavns Universitet. Dengang kom jeg dagligt til Hovedbygningen på Frue Plads, og derfor gik jeg ofte forbi statuen af David foran Frue Kirke, og her så jeg navnet Jerichau i bunden af statuen. Ved besøg på Statens Museum for Kunst havde jeg set Panter­jægeren med navnet Jerichau, og naturligvis kunne man se navnet Jerichau på mange af Glyptotekets statuer og figurer. Ligeledes havde jeg på et vist tidspunkt set billeder af maleren Jens Adolf Jerichau på udstillingen på Lousiana. Og jeg havde også lagt mærke til, at maleriet ”Danmark” var malet af Elisabeth Jerichau- Baumann. Sammenhængen mellem disse 3 kunstnere havde jeg imidlertid aldrig rigtigt tænkt over. Men der var – og er – en sammenhæng. Det fandt jeg så ud af, da jeg en dag mødte en rigtig levende Jerichau – i kød og blod – under et ophold på klostret San Cataldo ved Amalfi i det sydlige Italien. Det var mit første møde med billedkunstneren Jan Holger Jerichau, oldebarn af det berømte ægtepar, billedhuggeren Jens Adolf Jerichau og malerinden Elisabeth Jerichau-Baumann og nevø af maleren Jens Adolf Jerichau. Det vakte min interesse og gav stof til eftertanke. Det er så hensigten med denne bog at gøre rede for kunstnerslægten Jerichau i historisk perspektiv og med udgangspunkt i den (foreløbig) sidste udøvende kunstner på stammen, Jan Holger Jerichau. Nærværende fortælling om kunstnerslægten Jerichau er en ­beretning om det usædvanlige og helt enestående i, at så mange medlemmer af familien over så lang en årrække har kunnet føre den kunstneriske tradition videre. De enkelte familiemedlemmer vil blive beskrevet som kunstnere og mennesker. Med hver deres fortrin og hver deres mangler og svagheder. Deres værker vil blive omtalt så udførligt som muligt. Vurderingen af arbejderne hentes fra udsagn af kunstkendere og kunsteksperter, som på forskellige tidspunkter har givet deres mening til kende i bøger og artikler. Mit ærinde er at gøre rede for lykke og ulykke ved det kunstneriske gen som arv fra generation til generation i slægten Jerichau.

"Modvind" er en fortælling om et særligt livsforløb, om en enkelt persons liv op ad bakke, et liv i tiltagende modvind, en tilværelse styret af skæbnen og tilfældet. Bogen fortæller om den irskfødte Malcolm McDermott, der som ganske ung mister sin kone. Hun dør på grund af et svagt hjerte. Han står tilbage med fire små og mindre børn. Fra det øjeblik ændres hans liv ved et spil af tilfældigheder. Efter god irsk skik tog familien sig af børnene, mens Malcolm færdiggjorde sin uddannelse. Mange år senere kom det frem, at hans tre piger var blevet seksuelt misbrugt af en svoger, som godt nok bliver dømt, men det fører til stor splittelse i familien, hvor man ikke vil se sandheden i øjnene. Argumentet er, at det var pigernes egen skyld. Malcolm og pigerne står alene i en uforsonlig broder- og familiestrid opstået på baggrund af uforstand og snæversyn på den ene side – og på den anden Malcolms sorg, vrede og uforsonlige bitterhed. At lære af dette er et væsentligt formål med at fortælle denne historie, som - med Malcolm McDermotts egne ord – henvender sig til ... alle og enhver, som læser denne bog, og som finder ligheder i deres eget liv, udtrykkes her en bøn om at råbe op, ikke at lide smerten i tavshed. Til syvende og sidst er der ingen beskyttelse i tavsheden. Hemmelighed ene og alene beskytter den skyldige pædofile. Vær ikke skræmt af familiære problemer, som beskrevet her. Tiderne har ændret sig, og folk ved bedre nu.

"Evnen til at indsætte sin egen tids, sit eget livs tydninger i traditionens billede, i de overleverede former, er måske Jan Holger Jerichaus egentlige slægtsarv. Den kommer til udtryk i hans nok hidtil største træskulptur, der som titel har mottoet fra Jens Adolf Jerichaus sidste udstilling i 1916: Til skønheden. Træet giver som materiale en frihed, men har også sin egen formmæssige og skulpturelle logik, der kalder på en bevægelse i højden. I kraft af materialets natur kan træet blive til et højsæde, til en søjle eller en stele, hvis det da ikke danner en analogi til den menneskelige skikkelse i sin vækst. Til skønheden rejser sig drejende i rummet med sin forgyldte krone som en fri plastisk omskrivning og sammenfatning af nogle af de figurmotiver, der prægede Jens Adolf Jerichaus maleri. Men skulpturen repræsenterer tillige en frigørelse, opnået som resultat af et årelangt arbejde." (Troels Andersen i Billedkunst oktober 2006).