Bücher von Steen Neergaard

Harald Conradsens dagbog fra rejsen til og fra Italien i 1846 til 1850 har kunstneren brugt til at fastholde detaljer erindring om selve rejsen samt om museer, kunstnere, steder og mennesker, han mødte på sin vej. I begyndelsen af dagbogen er det tydeligt at skriverierne er brevkladder til hans forlovede, Regine Ørgaard, af veninder kaldet prinsessen af Christianshavn.Senere, da Conradsen ankommer til Rom, må læseren finde sine oplysningerne fra hans breve, udgivet i 2. bind i 2023. Da rejsen atter går hjemad, bliver dagbogen kun brugt flittigt indtil ankomsten til Paris, hvor han tilbringer vinteren. Sidste del af rejsen går via London, Belgien samt med varsomhed Tyskland på grund af oprøret i hertugdømmerne 1848-51. Adskillige af oplysningerne fra rejsen findes kun i denne dagbog, f.eks. Conradsen interessante notat om farverester på antikke statuer, samt hans beskrivelse fra Pompei af Marcus Lucretius patricierhus, der året inden var blevet udgravet. Dagbogen har tilhørt bibliotekar Julius Clausen, der donerede den til Det kongelige Bibliotek 1938. Muligvis var det oprindelig tænkt, at dagbogen suppleret med nogle breve skulle have indgået i serien "Memoirer og Breve", der udkom 1905-27 i 51 bind, men bind 52 udkom aldrig.

Idyllen i den danske kunstnerkoloni i Rom krakelerer i 1849 af uroligheder, paven jages på flugt og republikken udråbes. Da Garibaldi holder sit indtog i Rom, angriber de ilandsatte franske tropper pavestatens hovedstad. Kunstnerne forsøger uden held at forlade pavestaten, indtil en meget foretagsom adelig kvinde bruger al sin snilde og eliminerer forhindringerne. Senere på året forlader Harald Conradsen Italien og begynder sin hjemrejse via Paris og London.

Forholdet mellem Danmark og Italien er én lang romance. I århundreder er vores landsmænd valfartet til dette kulturhistoriens overflødighedshorn for at komme tæt på kunstens, videnskabens og historiens ældgamle væsen. I denne bog fortæller fortidens stemmer om deres ofte livslange kærlighed til det farverige og forunderlige land langt mod syd, som de for enhver pris måtte ned til, og som måneders strabadserende rejser ikke kunne forhindre dem i at besøge igen og igen. Man genkender straks denne forelskelse, når man selv én gang er blevet taget i hånden af den italienske ånd. På det punkt er fortiden og nutiden den samme.Det er vores håb, at bogens fortællinger vil inspirere til besøg på de ofte smukke og kulturhistorisk vigtige kirkegårde fra Milano i nord til Siracusa i syd, hvor vores rejselystne forfædre stadig befinder sig. Alle som en er både personerne og stederne vigtige sider i den lange og brogede kærlighedshistorie mellem Danmark og Italien.

"Eensom er jeg, dog ei ene!". "fölte mig som “eensom Fugl" "Gik min eensomme Söndagsgang" hvor jeg paa min eensomme Gang - i mit Aftenhjem paa Piazza Poli skrev komponisten Niels Ravnkilde med reference til den tyske forfatter Pius Alexander Wolffs lyriske sigøjnerdrama Preciosa fra 1822. Trods æreshvervet som formand for Skandinavisk Forening i Rom med kontakt til både tilrejsende og fastboende, følte Niels Ravnkilde sig mere og mere ensom. Nordmændene Henrik Ibsen og Edvard Grieg støtter på hver deres måde Niels Ravnkilde, men problemerne i Skandinavisk Forening tærer meget på kræfterne. En mærkedag i hans liv er d. 11. februar 1881 hvor opførelsen af den nykomponerede orkestersuite no. 1. finder sted.

Niels Ravnkildes dagbøger 1853-57 er en fortælling om en ung mands ulykkelige og uopnåelige kærlighed til en smuk, rig købmandsdatter. I stedet for at blive gift med hende, bliver komponisten viet til Rom men erstatningsægteskabet bliver lykkeligt og varer hele livet ud. I dagbøgerne 1853-57 kæmper Ravnkilde for at etablere en anstændig tilværelse ved at give undervisning og komponere småstykker for klaver. Knut Hamsun kunne have brugt Ravnkilde som hovedperson i romanen "Sult", så usselt er livet i perioder for Ravnkilde, men kunstnerne hjælper forbilledlig hinanden med at overleve sult og sygdom.

Sorg og glæde følges ad, det får komponisten Niels Ravnkilde at føle sine sidste leveår. Uroen i Skandinavisk Forening i Rom kulminerer ved, at han kuppes fra formandsposten, foreningens guldalder varede i 25 år. Ravnkildes musikelever finder andre og bedre undervisere, økonomien og helbredet skranter; som kulmination mister han sit hjem gennem mere end 36 år. Til gengæld oplever han stor hyldest ved sit besøg i Danmark 1886, to satser af hans symfoni spilles i Tivoli, et titulært professorat tildeles ham og sande venner, bl.a. Edvard Grieg støtter op om ham og hans store musikproduktion. Under et sommerophold i Siena bliver Niels Ravnkilde syg og han dør i Rom november 1890.